Den lørdag morgen i maj kom jeg for tidligt. Alt for tidligt! Typisk mig, især når jeg er spændt. Solen var allerede fremme, og en let brise blæste ind over lagunen i Amager Strandpark. Det var sgu nu, jeg for første gang skulle op på et surfboard og have afklaring på, om jeg virkelig var en surfer. Jeg har altid vidst, at jeg inderst inde var en ”surferchick”, og også klædte mig som én hver sommer. Men man er nok bare ikke rigtig surfer, før man har lært de rette teknikker og kan blive på boardet uden at falde i vandet.

Jeg var et par måneder forinden blevet fritstillet på grund af COVID, og mit energiske ego besluttede ret hurtigt at bruge tiden fornuftigt. Selvfølgelig skulle jeg bruge mere tid på mand og børn, men jeg skulle også gøre noget ”Lilousk”. Noget jeg altid havde drømt om, når nu muligheden for en ”tænkepause” i mit ellers hæsblæsende arbejdsliv bød sig. Jeg troede faktisk, at jeg skulle lære at kitesurfe, men min mand er selv gammel kitesurfer og mente, at det var en rigtig dårlig idé. ”Argh, du kan virkelig slå dig, skat. Du skal starte med windsurfing”, sagde han. Jeg lytter gerne til erfaring, så windsurfing blev det. Og det tog mig ikke lang tid at finde et begynderkursus hos Copenhagen Surf School. 

Jeg var temmelig ovebevidst om, at jeg ville være den absolut ældste kursist nogensinde på surfskolen, men det var helt ved siden af skiven.

”Jeg var hverken den ældste, den eneste kvinde eller den eneste, som kom alene”.

Vi var 14 på holdet og vidt forskellige i alle henseender, og jeg blev mødt af de bredeste smil og tilbudt en kop kaffe, mens instruktørerne riggede gearet til. Efter instruktørens grundige introduktion på land, greb jeg opmuntret og med selvtilliden i top mit udstyr og gik ud i vandet, for hvor svært kan det egentlig være? Altså, jeg har prøvet wakeboarding, er gammel gast, kan dykke og har sejlet havkajak – det er jo vandsport! Jeg kom op at stå, trak langsomt sejlet op og *PLASK*! Så lå jeg i vandet igen. En gang til, samme resultat. Men der ér virkelig noget om det med tredje gang, for pludseligt lykkedes det – og jeg surfede mine første 20 meter.

Alle 14 nybegyndere surfede i øvrigt den lørdag formiddag – uden undtagelse! Lykkelig og temmelig brugt (for ærlig talt, det er en full body workout at windsurfe) tog jeg hjem og berettede begejstret til familien. Det eneste, jeg kunne tænke på, var at komme tilbage på boardet. Så den ene lørdag tog den anden, og jeg fik til sidst plads på det avancerede Master Class Pro hold. Surfe, det skulle jeg. Men i virkeligheden er det ikke kun det at surfe, der driver mig i dag. Det er også hele ”surf-familien”, jeg hverken kan eller vil undvære. Atmosfæren på Copenhagen Surf School er uprætentiøs, ærlig og inkluderende.

Det kræver alt mit fokus og total mental tilstedeværelse at, så jeg bliver tvunget til at udelukke alt andet, og ”Præmissen om, at det til enhver tid er elementerne, der bestemmer, gør mig ydmyg og sætter tingene i perspektiv.” fortæller Lilou. Jeg er blevet meget mere opmærksom på havets skrøbelighed, efter jeg er begyndt at surfe. Og jeg oplever nu, at jeg i højere grad tager ansvar for at passe på vores blå legeplads, så næste generation også kan nyde den. Den tankegang tror jeg, at jeg deler med de fleste andre surfere. I skrivende stund, en solbeskinnet søndag i marts, er længslen efter at komme tilbage på boardet større end nogensinde før. Men om jeg så er blevet en rigtig ”surferchick”, vil jeg lade være op til dig…