Windsurfing i danmark – din guide til 21 legendariske windsurf spots!

 

December 2025: Windsurfing i Danmark – din guide til 21 legendariske windsurf spots, skrevet af Ole Hasholt, Surfinstruktør på Copenhagen Surf School.

Windsurfing i Danmark er helt fantastisk. Vores elskede, pandekageflade land giver vinden frit løb, og med over 8.000 km kystlinje findes der mere end 1.000 fede spots. Uanset om du er til fladt vand eller bølger, leverer Danmark varen. Her er 21 legendariske windsurf-spots, du bare må prøve.

Windsurfing i Danmark hvor en windsurfer hopper højt oppe i luften i Cold Hawaii ved Klitmøller strand

Der er simpelthen intet bedre end at cruise landet tyndt med bilen proppet til bristepunktet med boards, sejl og energiske surfbuddies. Surfmusikken spiller på fuld skrue ud af bilradioen, nogen har en trapez på skødet, andre et sejl i nakken – og alle er fulde af stoke, med solbriller i panden og kolde forsyninger under fødderne. Klar, parat, spotjagt!

Sådan starter alle gode surftrips, og hver tur føles som et mini-eventyr: vi elsker windsurfing i Danmark, og vi tror altid, vi har oplevet alle de fede steder… og så dukker der pludselig en ny sandbanke op, et hemmeligt bølgespot eller et fladtvands-paradis, vi ikke havde opdaget før. Det er her, magien ligger. Mulighederne for at plane, carve og fange de perfekte bølger herhjemme er næsten uendelige. Det eneste, du skal gøre, er at hoppe i bilen, fylde den med udstyr, køre ud langs kysten og selv opdage de spots, hvor vinden og bølgerne virkelig spiller. For at gøre starten lidt lettere deler vi her 21 af vores absolutte favoritspots – de steder, vi altid vender tilbage til, når vejrudsigten lover epic conditions. Let’s send it! 🤙🌊

Windsurfing på Sjælland – sjove bølger og hemmelige banker

På Sjælland finder du alt fra episke flatvandsspots i fjorde og laguner til lækre, powerfulde bølger langs kysterne. På Nordkysten ligger de fem mest kendte bølgespots på Sjælland – også kendt som Nordkystens fem perler:

1. Rågeleje
Det første spot – og det mest konsistente af de fem – er Rågeleje. Spottet fungerer bedst i vest–sydvest, og jo mere det blæser, jo større bliver bølgerne. På dage med 8–10 m/s kan Rågeleje være et super valg for dig, der for første gang vil kaste dig ud i wave windsurfing. Når vinden kommer over 12 m/s, begynder bølgerne virkelig at tage fat. Parkér på parkeringspladsen lige ved spottet, rig til på græsset, gå ned ad sandstien og surf ud. Der ligger en stenmole under vandet til venstre for launch-området, og der kan være en del strøm, som trækker i samme retning som vinden. Derudover brækker bølgerne på små sandbanker, som giver sjove muligheder for både jumps og turns.  

2. Havstokken
Nordkystens “kronjuvel” er Havstokken – her er bølgerne langt kraftigere, og vandet kan være tilsvarende crowded. Spottet fungerer bedst i stik vest og kan levere nogle seriøst store bølger, hvis vinden har blæst kraftigt fra nordvest hele natten og derefter drejet over i stik vest. Parkér langs vejen, rig til i vejkanten, og brug trappen ned til spottet. Du skal kunne plane i begge fodstropper og mestre vandstarten perfekt, før du kaster dig ud her. På den rigtige dag kan Havstokken være fuldkommen legendarisk.

3. Hornbæk
Når vinden er vest-nordvest til nordvest, er det tid til at køre mod Hornbæk. Parker og rig til for enden af Nordre Strandvej. Hvis vinden er kraftig, kan Hornbæk levere nogle vildt flotte bølger, perfekte til både jumps og lækre wave rides. Krydser du op til molen, kan du få nogle vilde og clean wave rides, men pas på surfere og SUP’ere, som som regel ligger og surfer helt op ad molen i brændingen.

4. Gilleleje
Når vinden drejer over i ren nordvest, kan du køre videre mod Gilleleje. Spottet er ikke lige så konsistent som de tre førnævnte perler, men når det først spiller, spiller det virkelig! Parkér på Fabersvej, rig til på græsset, og gå ud øst for havnen. Der er en del sten i vandet det første stykke inde under land, så surf lidt forsigtigt, hvis du har dit board kært. Derefter følger et langt stykke med flat vand, før du rammer bølgerne. Det gør spottet perfekt både for dig, der er ny i bølgerne, og for eksperter, der vil have maks fart på, før de springer til månen i en høj backloop.   

5. Munkerup
Når vinden drejer til nord-nordvest, vågner den sovende kæmpe Munkerup. Et episk spot med magiske bølger for dig, der er en erfaren bølge-windsurfer. Parkér ved Munkerup Skovparkering, tag udstyret på nakken og gå ned ad skrænten til vandet, hvor du rigger til. Forbered dig på episke bølger og krystalklart vand, men vær opmærksom på, at der kan være meget lidt og ustabil vind inde under land, samt tilsvarende stærk strøm, der tager dig østpå. Øv dig først i Gilleleje, Rågeleje, og erobr Havstokken og Hornbæk, før du prøver kræfter med Munkerup.

Windsurfing i Danmark på en strand på nordsjælland hvor to windsurfere forsøger at trænge gennem brændingen

Når vinden drejer mod øst, er det tid til at køre mod Sydsjælland til Rødvig og Møns Klint – to legendariske bølgespots, som kan give enhver windsurfer gåsehud bare ved tanken om, at vejrudsigten lover kraftig østlig vind.

6. Rødvig
Hvis du bor i København, tager det cirka en time at køre til Rødvig og næsten to timer til Møn. Når vinden kommer fra øst-nordøst til stik øst, kan du score gode sessions ved Rødvig. Du kan både surfe nede bag havnen eller parkere overfor Rødvig Kro og tage bølgerne fra pynten. Det skal blæse en del, før bølgerne virkelig tager fat, men når det først spiller, kan du få episke sessions på begge spots – og det er sjældent særlig crowded.

7. Møns Klint
Hvis du vil have en på opleveren på en dag med stærk østenvind, skal du køre til Busene Havn på Møns Klint. Parker og rig til i skovbrynet, og hop ud på vandet. Der kan være let og ustabil vind inde under land, og der ligger nogle store sten hist og her, så surf forsigtigt de første 50 meter. Herefter tager vinden til, og du finder dig selv omgivet af turkisgrønt vand og flotte bølger. Det er Danmarks absolut mest eksotiske og smukke sted at windsurfe, og man får næsten følelsen af at være på et remote spot i Vest-Australien.  

Windsurfing i Danmark hvor er en windsurfer rider på bølgeskummet i klitmøller

Nu har vi introduceret dig til vores 7 favorit bølgesurfspots på Sjælland – så der er lidt at gå ombord i. Hvis du elsker windsurfing i Danmark, vil du også elske de næste 4 episke freestyle-fladvandsspots, som du med garanti kommer til at genbesøge mange gange.

8. Sydvest Pynten
Enhver Amagerkaners “bread and butter”-surfspot ligger på spidsen af Amager. Parkering og tilrigning er nemt ved den store parkeringsplads. Spottet er meget konsistent og fungerer i alle sydlige retninger fra stik vest til stik øst. Alt efter vindretningen kan spotte levere fladt vand eller små sjove bølger at springe på. Tag din tangfinne med – især om sommeren kan der være ekstremt meget tang – og pas på de mange sten, der ligger spredt ud over området. Sydvestpynten fungerer bedst ved højvande; ved lavvande kan du risikere at skulle vade langt ud, før din freeride-finne ikke støder på grund. Spottet kan være crowded, især med mange kitesurfere, men det er samtidig kæmpe stort med gode muligheder for at sprede sig ud.

9. Amager Strandpark
Københavns windsurfperle – og nok verdens mest urbane windsurfspot – fås ikke bedre, hvis du spørger os. Amager Strandpark rummer faktisk hele fem legendariske windsurfspots: Lagunen, Ama’tura, Gasoline Beach, Blue Highway og Silk Trail. Kom ud på vores surfskole og få en solid introduktion til hvert enkelt spot. Amager Strandpark er utroligt konsistent og fungerer i alle vindretninger. Her holder hele byens urbane surf-community til, så hvis du er til after-surf vibes og smukke solnedgange efter din surfsession, er strandparken dit go-to surfspot!  

10. Langholm tange
I Roskilde Fjord, lidt nord for Jyllinge, ligger en hemmelig tange, som danner de perfekte rammer for et lille, gemt freestyle-spot. Du kan være helt sikker på, at du og dine venner er de eneste på spottet, når I ankommer – meget få surfere kender det. Parkér på nordsiden af Jyllinge Sejlklub, rig til på græsset, og kryds de 750 meter upwind til sydsiden af Langholms tanges sydvestspids. Spottet fungerer bedst i nordvest til nord-nordvest. Det perfekte spot til både freestyle og speedsurfing. Psst! Hvis du kigger nærmere på Roskilde Fjord og området omkring Jyllinge på Google Maps, finder du flere tanger, som danner fladvandsspots, der virker i forskellige vindretninger – let’s go!

11. Nekselø
Hvis det blæser fra sydvest, kan du selvfølgelig tage en tur i bølgerne på Rågeleje – men du kan også besøge et af Danmarks fedeste freestyle-spots på Nekselø. Parker vest for Havnsø Havn, rig til på græsset (pas på hundelorte), gå ned til vandet, og kryds de 1,5 kilometer op til den legendariske tange ved Nekselø. Et ægte secret spot, vi har fundet for nylig og elsker at besøge – et sandt freestyle-paradis, hvor vandet er pandekage-fladt! 🌊🤙

To windsurfere suser afsted i Amager Strandpark

Windsurfing på fyn – et flatvands paradis

Når man tænker på windsurfing i Danmark, taler de fleste om Jylland og Cold Hawaii – og det kommer vi til. Men som så meget andet i Danmark gemmer Fyn på nogle af verdens bedste freestyle-windsurfspots. Der er utallige spots, men her får du en håndfuld af de allerbedste på øen.

12. Tangen i Skårup Sund
Der er intet over, intet under – på Thurø finder du verdens bedste freestyle-spot. Her er mange af os fra surfinstruktørteamet vokset op, og vi får stadig sommerfugle i maven, når vi tænker på tangen i Skårup Sund. Som børn svor vi at aldrig røbe dette secret spot – men vi synes, I skal prøve det fedeste af det fedeste. Parkér og rig til ved Mejerihavn, og kig ud på den store sten midt i sundet. Til venstre for stenen – lige over eller under vandoverfladen, afhængigt af vanddybden – ligger en episk muslingebanke, som går på tværs af sundet. Vi kalder den “tangen”. Er vinden fra sydvest til nordvest, surfes tangens østlige side; er vinden fra nordøst til sydøst, surfes vestlige side. I begge tilfælde får du pandekage-fladt vand. Jo mere stikøst eller stikvest, jo bedre – og en anelse dybere vand end almindelig vandstand er at foretrække. Dette er et freestyle-spot skabt til små, korte freestyle-finner, så lad dit freeride-gear blive på stranden. Der er selvfølgelig et par enkelte sten her og der, som du lige skal kende, og ellers tag et par ekstra finner med første gang. 😉

13. Thurø Rev
Fra et episk freestyle-spot til et andet – Thurø Rev. Når vinden er mere syd end sydvest, fungerer Skårup Sund ikke, og det er tid til at tage til Thurø Rev. Parkér for enden af Valborgs Kasse, gå gennem indhegningen til kørene og videre ud til vandkanten, rig til, og kryds op til Thurø Rev-spidsen. Når vinden er fra sydvest til syd, kan du surfe fra pandekage-fladt vand ud i bølgerne på styrbord og tilbage på det flade vand på bagbord. Det er et konge-spot, som bare skal opleves!

14. Skarø Rev
Hvis du vil have endnu flere eventyr end Thurø Rev – og kraftigere vind til en seriøs freestyle- eller freeride-session – skal du besøge Skarø Rev. Spottet spiller maks i nordvest; her begynder Skårup Sund også at blive lidt ustabil i vindpustene. Parkér ved Ballen Havn, rig til, og surf de 2 kilometer downwind over til spottet. Vinden er altid stærkere her, end de lover, og 8–10 m/s på FRV er en sikker vinder. Du vil opleve pandekage-fladt vand, stabil og stærk vind og masser af plads – men ingen crowd. Tag altid mindst to buddies med, sørg for at vinden holder under jeres session, og tag ikke ud, når det er koldt. Det er en lang krydsetur tilbage, hvis du ikke kan plane på vejen hjem, eller hvis uheldet skulle være ude med en brækket mast eller powerjoint.

15. Nyborg
Hvis det blæser fra nord eller nord-nordøst, skal du køre til Nyborg Windsurf Klub. Her vil du opleve overraskende sjove bølgeforhold og kanon god stemning. Jo mere det blæser, desto større bliver bølgerne. Psst! Ved nordøstlige vindretninger kan du også gå på spotjagt ved Fyns Hoved eller Elsehoved Strand på Sydfyn – her finder du et par secret spots, som kun få kender til.

16. Bagenkop
Hvis der er et wave-windsurfspot, som vi fynboer er stolte af, så er det Bagenkop! Her finder du et lille sandparadis med lækre små bølger og et stærkt lokalt crew, som hepper på hinanden og ALTID deler et par kolde fynske øller på stranden bagefter – de vil elske, at du kommer og joiner dem. Vinden skal være fra sydvest eller syd-sydvest, og gerne så kraftig som overhovedet muligt. Har det blæst hele natten, kan der rulle nogle fine linjer ind, som byder op til one-hitters og høje back- og frontloops! 🌊🤙

Windsurfing på Sjælland på nordkysten, en surfer laver et sving i fuld fart

Windsurfing i jylland – Stærk vind og store bølger!

På Danmarks vestkyst finder du nogle af de absolut bedste steder i verden at wave-windsurfe, og hvis du elsker windsurfing i Danmark, er her virkelig noget for enhver smag. Både fordi du kan få kæmpe store bølger, som ruller lige ind med perfekt sideshore-vind, og fordi det ofte spiller mere end fem gange om ugen! Jylland er stort, og ligesom på Fyn og Sjælland kan du mæske dig i hundredvis af spots – men her får du fem sikre vindere at starte på..

17. Klitmøller
Det legendariske område Cold Hawaii rummer en række magiske windsurfspots. Den lille fiskerby ved Klitmøller Rev var her, det hele startede, og spottet er stadig i dag et af verdens allerbedste. Når vinden er fra syd-sydvest, spiller Klitmøller – og det kan blive stort, rigtig stort, når moder natur spiller med musklerne og leverer bølger fra Nordsøen. Parker ved NASA Klubhus, rig til i klitterne, hop ud på vandet, og nyd et af verdens bedste windsurf-bølgespots.

18. Middles
Når vinden drejer mere mod sydvest og vest, bliver det for onshore på revet i Klitmøller, og det er tid til at køre til Hanstholm, hvor du kan surfe både ved Fiskemelet eller lidt længere nede ad kysten ved Middles. Disse spots er kendt for at levere – om muligt – endnu bedre windsurf-forhold end Klitmøller, og de spiller langt hyppigere, da de kan tåle et bredere spektrum af vindretninger fra sydvest til nordvest. Det er også her, verdens bedste wave-windsurfere flokkes, når vejrudsigten er god. Så kig dig over skulderen, når du hopper på vandet – det er ikke usædvanligt at se surfere hoppe 10 meter op i luften og lande en dobbelt frontloop 

19. Agger
Når det blæser fra syd, bliver vinden typisk for offshore i Klitmøller, og det er på tide at køre til det sagnomspundne wavespot ved Agger. Spottet virker sjældent – men når det først spiller, kan det være et af de mest clean og lækre waveride-spots i Danmark. Det er absolut ikke et begynder-spot, da bølgerne her er ekstremt tunge og powerfulde. Et spot for den erfarne wave-rider, som vil jagte episke bølger, når vinden er fra syd til syd-sydøst. 

20. Feggesund
Udover episke wavespots rummer windsurfing i Jylland også lækre fladvandsspots, som absolut er værd at køre efter. Hvis vinden drejer i sydøst, og du befinder dig i Cold Hawaii, er det tid til at køre til færgelejet ved Feggesund. Her finder du et ekstremt godt freestyle-spot – go’ for it!

21. Hvide Sande

Hvis du drømmer om at plane i en uendelighed og kunne bunde på lækker sandbund med vand til hoften, når du lige trænger til en lille pause efter flere kilometer speed-surfing. Så skal du pakke bilen og køre til Hvide Sande ved Ringkøbing Fjord. Vestenvinden er stærk og stabil her, og der er flere steder, du kan hoppe i – fx ved Bork Havn, West Wind Nord eller West Wind Syd. Go’ tur! 

Nu er det din tur til at udforske de danske kyster, fjorde og tanger. Der er hundredvis af andre legendariske spots for windsurfing i Danmark, som også burde nævnes i denne guide – og måske finder du endda et spot, vi ikke kender? I så fald må du gerne give os et kald, så pakker vi bilen og kommer med. Intet slår følelsen af at finde en ny windsurfperle! 🌊🤙

HOP MED PÅ VORES SURFKURSER

 

HOP MED PÅ VORES SURFKURSER